Unge der lærer noget

Tillægsord

Hvad er tillægsord egentlig? Det kan sommetider være lidt forvirrende med både danske og latinske navne på de forskellige ordklasser på dansk. Du kender dem, du bruger dem – tillægsordene – men kan du svare på simple spørgsmål som ’hvad sætter du foran tillægsord?’ eller ’hvordan bøjer du tillægsord?’, hvis nogen spørger dig? Hvis ikke, så læs videre her, og bliv lidt klogere på, hvad det egentlig er du går og siger.

Hvorfor siger du på engelsk: ”Peter is the better (one)”, når du egentlig mener, at Peter er bedst? Vi gradbøjer danske tillægsord på samme måde som på engelsk og andre sprog, men vi bruger graderne lidt anderledes. Vi bruger også både den danske og den latinske betegnelse for ordklassen, og så har ord som ’attributter’ og ’prædikater’ også noget med tillægsord at gøre. Det kommer vi ind på senere.

Hvad er tillægsord?

Det latinske navn for tillægsord er adjektiv. Et tillægsord beskriver noget i en sætning og er dermed ’et tillæg’ til et andet ord. Tillægsord kan beskrive både statiske objekter i form af navneord, egennavne og pronominer – ”en høj mand” – men også hændelser – ”ferien gik hurtigt”.

Når et tillægsord beskriver et navneord, et egennavn eller et pronomen med en foranstillet placering – ”en pæn bil” – kaldes det for en ’attribut’.

Tillægsord, der placeres efter det ord, der beskrives kaldes for prædikater – ”bilen er pæn”, mens beskrivelse af hændelser ændrer ordklassen på tillægsordet til et adverbium/biord – ”bilen kører hurtigt”.

Hvad sætter du foran tillægsord?

På dansk sættes tillægsord typisk foran det, som tillægsordet beskriver. Det kan være et navneord, et pronomen eller et egennavn.

Hvis navneordet skal stå i bestemt form, sætter du DET, DEN eller DE foran – ”den høje mand”. Det er også muligt at sætte tillægsordet efter det, der beskrives – ”manden er høj” eller efter verbet, som beskrives – ”bilen kører godt”.

Placeringen af tillægsordet i sætningen afgør, hvilket ord det beskriver, og endelsen på tillægsordet skal altid tilpasses køn, tal og bestemthed på det ord, det beskriver.

Tillægsord får ingen endelse på ved fælleskøn. Der kommer et T på endelsen ved intetkøn – ”et pænt hus”, og når adjektivet fungerer som et adverbium – ”huset er bygget pænt”. E kommer på tillægsordet ved flertal, og når det bruges i forbindelse med bestemt form.

Hvordan bøjer du tillægsord?

Tillægsord bøjes i grader, efter hvor meget eller lidt noget (tillægsordet) er – enten ved hjælp af endelser som i ”stor, større, størst” eller ved at sætte ’mere’ eller ’mest’ foran. De tre grader hedder på latin positiv, komparativ og superlativ, og på dansk grundform, højere form og højeste form.

De danske betegnelser beskriver, hvordan vi på dansk bruger den 3. grad/højeste form/superlativ til at angive noget, der er er i toppen – ”Peter er den bedste” – modsat eksempelvis på engelsk, hvor man bruger komparativ – ”Peter is the better (one)”.

2. grad af tillægsord bruges på dansk altid til at sammenligne minimum to parter med ’end’ i mellem. Sommetider kan den ene af de to sammenlignede parter være implicit i konteksten og derfor ikke nævnes i sætningen: ”Peter løber bedre nu” (end før).

Hvilke tillægsord er de mest almindelige?

For en omfattende tillægsord-liste med bøjning og plads til at skrive oversættelse til et andet sprog er de 250 mest almindelige tillægsord på dansk samlet flere steder online.

Eksempler på tillægsord (med de forskellige bøjninger) kan f.eks. være:

  • god – bedre – bedst
  • ond – ondere – ondest
  • beskidt – mere beskidt – mest beskidt

Det er meget forskelligt, hvilke tillægsord den enkelte person bruger, fordi tillægsord er så ladede og dermed ofte ret personlige. Der er for eksempel stor forskel på betydningen, når en teenager bruger tillægsordet ’fed’, og når en senior bruger det.

De fleste danskere bruger de samme tillægsord igen og igen, og heldigvis har vi så mange af dem på dansk, at du sagtens kan bruge forskellige tillægsord om det samme. De regionale forskelle, der er i et lille land som Danmark, illustrerer fint, hvor stor forskel, der kan være på betydningen af en sætning som: ”Den er god”, når den siges af en sjællænder og en nordjyde.